To 19-årige mænd anholdt efter tyveri og slagsmål

To unge mænd på 19 år endte torsdag aften omkring kl. 22 på politigården i Aarhus, efter at de i særdeles beruset tilstand flere gange havde forbrudt sig mod loven og generet andre mennesker.

Begge mænd havde ifølge vidner drukket tæt, da de i et ungdomshus på Knudrisgade i Aarhus begyndte at gøre uønskede tilnærmelser mod en kvinde på stedet. Da de fortsatte deres tilnærmelser trods kvindens afvisninger, blev de til sidst bedt om at gå af personalet på stedet.

Det gjorde mændene hidsige, og de forsøgte at indlede sig i slagsmål med flere personer på stedet. Til sidst stjal de en tablet og stak af. Da politiet kom frem, traf de ballademagerne uden for stedet. Mændene forsøgte at løbe fra betjentene, men de blev hurtigt indhentet og anholdt. Under anholdelsen gjorde den ene kraftigt modstand, mens den anden svinede betjentene til.

Begge blev sigtet for at forstyrre den offentlige orden og for tyveri. Derudover blev den ene sigtet for at modsætte sig anholdelse og den anden for at fornærme politiet.