365Nyheder.dk

Dagens nyheder

To personer fængslet i sag om tyveri af sølv for millioner

Af - 18/12/18 20:42

Politiet holder kortene tæt ind til kroppen i en sag om tyveri af sølvtøj for flere millioner kroner ved et indbrud i en villa i Gentofte.

Sølvtøj for mellem 10 og 15 millioner kroner blev i september stjålet under et indbrud. Nu er det fundet. Foto: Nordsjællands Politi.

Indbruddet fandt sted natten til lørdag d. 8. september og her blev der stjålet antikt sølvtøj for en værdi af mellem 10 og 15 millioner kroner.

Siden indbruddet har Nordsjællands Politi efterforsket sagen og det førte til, at man torsdag d. 13. december kunne anholde to personer, som dagen efter anholdelsen blev fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre i Retten i Lyngby. Her blev de i første omgang blev varetægtsfængslet frem til den 11. januar 2019. Der blev i den forbindelse nedlagt navneforbud.

– Lige nu holder vi kortene tæt på kroppen, angående hvem vi har anholdt, og hvordan vi er kommet på sporet af dem, da vi forventer at foretage flere anholdelser i sagen, lyder det fra politikommissær Henrik Sejer fra Nordsjællands Politi.

I umiddelbar forlængelse af anholdelserne kom Nordsjællands Politi i besiddelse af en større mængde sølvtøj. Den ejeren af sølvtøjet har i dag besigtiget det fundne sølvtøj, og her kunne det konstateres, at alt det stjålne sølvtøj fra indbruddet nu er fundet igen. Sølvtøjet forbliver dog indtil videre i politiets varetægt, da det stadig er et vigtigt spor i sagen.

– Det er et stort gennembrud, at vi både har anholdt to personer og fundet alt sølvtøjet, men gennembruddet lægger ikke en dæmper på vores efterforskning, som vi ufortrødent fortsætter. Af hensyn til det fremadrettede arbejde kan jeg dog ikke afsløre yderligere, slutter Henrik Sejer.

Ejeren af sølvtøjet udlovede efter indbruddet en dusør på 3 millioner kroner, hvis man kunne bringe sølvtøjet tilbage til dets retmæssige ejer. En eventuel udbetaling af dusøren er et privat anliggende for sølvtøjets ejer.