“Boghandleren fra Brønshøj” sendt ud af landet

Foto: Rigspolitiet.

Den terrordømte Said Mansour er blevet sendt ud af Danmark.

Said Mansour, også kendt som “Boghandleren fra Brønshøj”, fordi han udgav og solgte islamistisk materiale, blev fredag eftermiddag sendt med fly til Marokko, hvor han er født.

Han er blevet dømt for at opfordre til terror i to forskellige sager, der tilsammen har givet ham syv og et halvt års fængsel. Said Mansour – der i dag hedder Sam Mansour – er blevet frataget sit danske statsborgerskab og udvist af Danmark for bestandigt.

Siden har der været arbejdet på, at få en udleveringsaftale med Marokko.

Det var radiostationen Radio24Syv, som kunne fortælle, at Mansour var på vej ud af landet.