365Nyheder.dk

Dagens nyheder

Inger Støjberg er klar til at trykke hånd med nye statsborgere

Af - 12/01/19 13:26

Inger Støjberg er klar til at give hånd til nye statsborgere ved en ceremoni den 17. januar. Foto: Steen Brogaard.
Den 17. januar vil udlændinge- og integrationsminister stå klar til at kræve et håndtryk af nye danske statsborgere ved den første grundlovsceremoni.

Det var socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og regeringen, som i sommers indgik en aftale om, at ny statsborgere fremover skal deltage i en grundlovsceremoni, hvor de både skal skrive under på at de vil overholde dansk lovgivning – herunder grundloven – og ikke mindst give hånd til en repræsentant for myndighederne som ufravigeligt krav for at få statsborgerskab.

Ved ceremonien, der finder sted i Eigtveds Pakhus i København, vil udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg være vært og byde de nye danske statsborgere velkommen.

– Det er et helt særligt privilegium at blive dansk statsborger og en stor tillidserklæring fra det danske samfund. Derfor skal man som udlænding vise, at man vil Danmark, og man skal gøre sig fortjent til at være en del af det danske fællesskab. Det gør man blandt andet ved at vise respekt over for Danmark og de danske værdier og skikke. Ceremonien er en højtidelig begivenhed, som helt konkret markerer det øjeblik i deltagerens liv, hvor de officielt bliver danske statsborgere, siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.