36-årig dømt: Holdt bekendt fanget med vold og trusler

af

En 36-årig mand fra Ebeltoft er blevet idømt ni måneders fængsel for blandt andet vold, trusler og røveri mod en 55-årig bekendt.

Dommen faldt i går ved Retten i Randers.


De mest alvorlige forhold i anklageskriftet udspillede sig den 20. juni sidste år på en virksomhedsadresse i Ebeltoft.

De to bekendte havde været ude at køre i den 36-åriges bil og var begge påvirkede, da de med den 55-årige bag rattet kørte galt, så bilen fik omfattende skader. Herefter tog de en taxa tilbage til Ebeltoft, hvor den 36-årige nu forlangte, at hans bekendte betalte for den ødelagte bil.

Da han ikke kunne betale, holdt den 36-årige sin ”ven” tilbage og begyndte at slå på ham. Flere gange forsøgte den 55-årige at flygte, men hver gang blev han hevet tilbage og blev udsat for forskellige former for vold.

Truede med at afhugge fingre med økse
På et tidspunkt tog den 36-årige en økse frem, som han smadrede den 55-åriges nye mobiltelefon med. Herefter tog han fat i den 55-åriges hånd og truede med at hugge en finger af hvert minut, hvis han ikke skaffede nogle penge. Undervejs var den 36-årige så hidsig, at han kom til at smadre et fjernsyn. Det forlangte han også, at hans bekendte skulle betale for.

Først efter flere timer på adressen i Ebeltoft fik den 55-årige lov til at gå. På det tidspunkt havde han fået en større skade i benet, der skulle behandles på skadestuen, ligesom han havde fået flere mindre skader på resten af kroppen efter flere slag og spark.

I retten blev den 36-årige dømt for frihedsberøvelse, vold og trusler samt flere forskellige færdselsforseelser, der kom med i straffen. I alt blev straffen udmålt til ni måneders fængsel, en frakendelse af kørekortet og en bøde på 16.000 kroner.

Risikerer udvisning ved ny kriminalitet
Derudover gav retten en advarsel om udvisning til den 36-årige, der er iransk statsborger. Det vil sige, at han risikerer udvisning af landet, hvis han igen bliver dømt for kriminalitet.

– I forhold til den straframme, der er, er jeg godt tilfreds med dommen. Den 55-årige har fået fysiske skader og er mentalt meget påvirket af overfaldet på ham, så jeg er tilfreds med, at den 36-årige fik en længere fængselsstraf, siger anklagerfuldmægtig ved Østjyllands Politi, Peter Mathiasen.

Den 36-årige nægtede sig skyldig i de fleste af forholdene. Han udbad sig betænkningstid med hensyn til, om han ville anke dommen.