45 giftslanger beslaglagt på Sjælland

Klapperslange var blandt de fundne slanger ved dagens ransagninger. Arkivfoto: Foto-Rabe / Pixabay

Politikredse på Sjælland har i dag ransaget fem adresser og beslaglagt i alt 45 giftslanger, som er ulovlige i Danmark. Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Aktionen var koordineret mellem politikredsende i Midt- og Vestsjælland, Sydsjælland og Lolland- Falster samt Københavns Vestegns Politi, da adresser i Rødovre, Roskilde, Svinninge, Nakskov og Rødby blev ransaget.

Aktionen skete efter oplysninger om, at der på stederne blev holdt giftige slanger, som ellers kun være i zoologiske haver og terrariecentre med særlige tilladelser.

Ransagningerne tilvejebragte i alt 45 giftslanger – heriblandt Taipan-, Gabon- og klapperslanger.

Der blev fundet fire slanger i Rødovre, 29 i Rødby, to i Nakskov, 10 i Roskilde og ingen i Svinninge.

– Indtil videre er fire krybdyrinteresserede mænd sigtet for at holde giftslanger, siger politikommissær Jeff Kongedam, Københavns Vestegns Politi.

Han tilføjer, at sigtelserne drejer sig om at overtræde dyreværnslovens regler om forbud mod at holde dyr, der kan frembyde fare eller skabe frygt – og herunder hører giftige slanger.

De involverede politikredse sagsbehandler sager fra egen politikreds. Overtrædelse medfører sædvanligvis en klækkelig bøde.

Politiet oplyser, at man ved aktionen fik assistance af slangekyndige og dyrlæger.