365Nyheder.dk

Dagens nyheder

Salling Group politianmeldt for vildledende markedsføring i Bilka

Af - 6/02/19 10:33


Forbrugerombudsmanden har politianmeldt Salling Group A/S, der står bag varehuskæden Bilka, som har markedsført tilbud på en måde, der kunne give forbrugerne indtryk af, at tilbuddet var mere fordelagtigt, end det var.

Varehuskæden Bilka har markedsført legetøj og en cykel på en måde, der kunne få forbrugerne til at tro, at priserne var særlig fordelagtige, uden at de var det. Det vurderer Forbrugerombudsmanden, som har anmeldt Salling Group, der driver varehuskæden, for at overtræde markedsføringslovens forbud mod vildledning.

Bilka markedsførte i slutningen af 2017 og starten af 2018 en række tilbud på legetøj. I en periode på cirka to og en halv måned op til årsskiftet 2017/2018 markedsførte Bilka således syv gange et weekend-tilbud med en rabat på 25 procent på alt legetøj, og i januar 2018 markedsførte Bilka ad to omgange et tilbud på 35-50 procent rabat på udvalgt legetøj.

Forbrugerombudsmanden har vurderet, at legetøjet var på tilbud så ofte, at legetøjet på et tidspunkt i perioden ikke længere kunne siges at have en normalpris, der kunne begrunde et besparelsesudsagn. Det var derfor Forbrugerombudsmandens vurdering, at fire tilbud med 25 procent rabat, og tilbuddene med 35-50 procent rabat var vildledende.

I forbindelse med ”Black Friday” den 24. november 2017 markedsførte Bilka en cykel til en tilbudspris på 4.999,50 kr. med en besparelse på 50 procent i forhold til en normalpris på 9.999 kroner. Sidst cyklen havde været til salg til den oplyste normalpris på 9.999 kr. var dog fire måneder inden ”Black Friday”-tilbuddet, og cyklen havde allerede været til salg til den oplyste tilbudspris på 4.999,50 kr. i halvanden måned forud for markedsføringen af tilbuddet. Forbrugerombudsmanden vurderer, at der også her var tale om vildledende markedsføring.

Når en erhvervsdrivende ønsker at markedsføre tilbud med besparelsesudsagn i forhold til en normalpris, så er udgangspunktet, at den pris, der sammenlignes med, skal have været stabil i en periode på seks uger op til tilbuddet.

– For at man kan sammenligne en tilbudspris med en normalpris kræver det, at der er en troværdig normalpris at sammenligne med. Ellers kan man som forbruger blive vildledt til at tro, at tilbuddet er bedre, end det egentlig er, siger Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen og fortsætter:

– Bilka havde løbende markedsført legetøjet med nedslag i prisen, og den markedsførte cykel havde ikke kostet den oplyste normalpris de sidste fire måneder op til tilbuddet. Så kan der efter min overbevisning ikke være tale om en normalpris. Det var vildledende, og derfor har jeg anmeldt Salling Group til politiet.