365Nyheder.dk

Dagens nyheder

To mænd dømt for distribution af 1,8 ton hash

Af - 9/02/19 17:37

WilliamCho / Pixabay
To mænd på henholdsvis 40 og 41 år er blevet idømt 5,5 og 8 års fængsel for at have været del af en organisation, der distribuerede store mængder hash. To andre personer i sagen blev frifundet.

Dommen faldt torsdag ved Retten i Glostrup. Her fandt retten det bevist, at organisationen havde håndteret 1,8 ton hash i en periode fra marts til august 2017. Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på mængden af hash, og at der er tale om organiseret kriminalitet.

Sagen udspringer af en større efterforskning foretaget af efterforskningsfællesskabet Særlig Efterforskning Øst, SEØ, hvor de to domfældte blev anholdt som led i en koordineret aktion den 25. oktober 2017.

En tredje person, en 40-årig mand, blev efterfølgende anholdt den 14. december 2017. Han blev af politiet mistænkt for at være en af organisationens bagmænd. Det fandt retten dog ikke bevist, og personen blev i dag frifundet.

En fjerde mand på 29 år blev ligeledes frifundet for hæleri og besiddelse af hash.

De to domfældte, som har været varetægtsfængslet under sagen, er af retten fortsat fængslet efter dom.

De domfældte har taget betænkningstid i forhold til at anke dommen til Østre Landsret. Ligeledes vil anklagemyndigheden nu vurdere, om der er grundlag for at anke frifindelserne.

På baggrund af politiets efterforskning af sagen er i alt 12 personer nu blevet idømt fængselsstraffe på mellem 2½ år og 10 år. Èn person er stadig sigtet i sagen og eftersøgt af politiet.