365Nyheder.dk

Dagens nyheder

Mand fundet død i sit hjem – politiet undersøger om der er sket noget kriminelt

Af - 11/02/19 18:54

Foto: Rigspolitiet

Politiet har været massivt tilstede med bl.a. tekniske efterforskere og hundeførere ved en adresse i Hejls ved Kolding, hvor en mand mandag formiddag blev fundet død i sit hjem.

Manden blev fundet kort før klokken 11.30 af sin hjemmehjælper i forbindelse med et rutinemæssigt besøg.

Omstændighederne omkring fundet gjorde, at politiet iværksatte en efterforskning for at finde ud af, om der ligger en forbrydelse bag dødsfaldet. Derfor blev der tilkaldt tekniske efterforskere, hundeførere og en retsmediciner, som alle har gennemført undersøgelser på og omkring findestedet i løbet af dagen.

Forventer obduktion
Sydøstjyllands Politi forventer, at der vil blive gennemført en obduktion af den afdøde med henblik på at fastslå dødsårsagen og dermed kaste lys over, om omstændighederne omkring fundet af den afdøde skyldes en forbrydelse. Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget om, hvornår et resultat af en obduktion vil foreligge, ligeledes kan politiet heller ikke sige noget om, hvorvidt konklusionen vil kunne deles med offentligheden på dette stadie af undersøgelsen.

Den afdøde var 70 år gammel.

De pårørende er underrettet.