Politiet indfører visitationszone i Aarhus

Visitationszonen i Aarhus gældende fra i dag og en måned frem. (Grafik: Østjyllands Politi)

I dag kl. 18.00 trådte en visitationszone i kraft i en del af Aarhus.

Den seneste tid har der i Aarhus været flere voldelige episoder, der sandsynligvis kan relateres til en ulmende uro mellem nogle personer med tilknytning til henholdsvis Kalmargade og til Trillegården i Aarhus.

– Det er vores nuværende opfattelse, at der er tale om nogle interne stridigheder, der formentlig bunder i en uenighed om hashmarkedet i området omkring Frydenlund, siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen.

For at undgå at uroen udvikler sig yderligere, indfører Østjyllands Politi nu en visitationszone i et større område i det nordvestlige Aarhus.

– Vi vil ikke acceptere, at den her ulmende uro udvikler sig. Derfor indfører vi fra og med i dag en visitationszone i området. Samtidig fastholder vi sidste uges øgede patruljering og brug af den mobile politistation og øger vores efterforskningsmæssige tryk mod de personer, som vi mistænker for at være en del af uroen, siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen.

Områder omfattet af visitationszonen
Visitationszonen trådte i kraft i dag, mandag, kl. 18.00 og gælder foreløbigt til og med den 18. marts og omfatter nedenstående områder:

Trillegården/Herredsvang
Kalmargade
Frydenlund
Botanisk Have
Sydvestlig afgrænsning:
Viborgvej – strækningen mellem Vestre Ringgade og Hasle Ringvej

Sydøstlig afgrænsning:
Vestre Ringgade – strækningen mellem Viborgvej og Randersvej

Østlig afgrænsning:
Randersvej – strækningen mellem Vestre Ringgade og Hasle Ringvej

Nordlig afgrænsning:
Hasle Ringvej (strækningen mellem Randersvej og Halmstadsgade og strækningen mellem Viborgvej og Herredsvej) samt Bodøvej, Paludan Müllersvej (strækningen mellem Bodøvej og Herredsvej) samt Rydevænget, Torpevænget, Kappelvænget og Fjældevænget

De nævnte veje er indbefattet i visitationszonen.

I disse områder kan politiet stikprøvevis foretage kropsvisitationer samt undersøge tøj og andre genstande, herunder køretøjer, med henblik på at kontrollere om nogen besidder eller bærer våben.

Øget patruljering
Østjyllands Politi oplyser, at man udover visitationszonen fastholder den øgede patruljering, der blev iværksat torsdag i sidste uge, ligesom den mobile politistation også forsat vil være at finde i områderne.

– Vi kører den mobile politistation ud, fordi vi rigtig gerne vil i dialog med beboerne i de berørte områder. Det kan være, man har spørgsmål om, hvad det egentlig vil sige at bo i en visitationszone eller ønsker at vide mere om, hvorfor politiet er så synligt til stede. Og her er den mobile politistation en nem og direkte adgang til politiet, siger Klaus Arboe Rasmussen.

Den mobile politistation kører rundt i områderne ved Kalmargade, Trillegården og Frydenlund i tidsrummet mellem kl. 15.00 og kl. 18.00.