365Nyheder.dk

Dagens nyheder

21-årig sigtet efter fund af våben i visitationszone

Af - 22/02/19 19:22

Torsdag aften kl. 22.33 blev en 21-årig mand standset i sin bil på Høgevej, da en politipatrulje fattede mistanke til bilen.

Standsningen skete inden for den visitationszone, som Østjyllands Politi har oprettet i et område i Aarhus V. og under ransagningen af den, fandt de en totenschlæger og et baseballbat i bagagerummet. Begge dele blev beslaglagt, og den 21-årige blev sigtet efter våbenloven.

Den 21-årige forklarede selv, at han havde et bat, da han spillede baseball, og at han lige havde fundet totenschlægeren ved en tilfældighed.

Senere, kl. 2.59 om natten, opdagede en patrulje en gruppe unge mænd, der stod forsamlet. Da mændene så patruljen, løb de alle fra stedet. En hundepatrulje fandt efterfølgende et jernrør i en busk i nærheden.

På grund af uro mellem to grupper af personer i et område i Aarhus V har Østjyllands Politi indført visitationszonen, der foreløbigt gælder frem til og med den 18. marts. Derudover kører der ekstra patruljer i området, og den mobile politistation er løbende til stede.