365Nyheder.dk

Dagens nyheder

Fransk mand anholdt for bedrageri mod IT-virksomhed

Af - 20/03/19 20:50

I dag har Københavns Vestegns Politi anholdt en 38-årig fransk statsborger, der er mistænkt for organiseret bedrageri for ikke under tre millioner kroner mod en IT-virksomhed i Høje-Taastrup.

Den 38-årige er mistænkt for at være del af et netværk der i to tilfælde har bestilt IT-udstyr fra den danske virksomhed under dække af at være fra en anerkendt belgisk IT-virksomhed. Efter at have udleveret udstyr for en uge siden, blev man hos den danske virksomhed mistænksom og kontaktede Københavns Vestegns Politi. Da samme mand igen bestilte IT-udstyr og i dag kom for at hente det i Høje-Taastrup, blev han anholdt af politiet.

– Ifølge vores efterforskning er der tale om organiseret bedrageri for mindst tre millioner kr. Jeg er meget tilfreds med at det i dag er lykkedes os at anholde den mistænkte i sagen, siger politikommissær Lars Krogsgaard fra Afdelingen for Økonomisk Kriminalitet under Københavns Vestegns Politi.

Det forventes, at den 38-årige mand fremstilles i grundlovsforhør torsdag.