Rasmus Paludan dømt for racisme

Stram Kurs’ leder, advokat Rasmus Paludan. Foto: Rolf Larsen.


Lederen af partiet Stram Kurs, Rasmus Paludan er blevet dømt for racisme.

Dommen faldt i dag ved Retten i Glostrup.

Paludan blev sidste år politianmeldt for en video, hvor han udtalte sig om stifteren af den danske udgave af Black Lives Matter, Bwalya Sørensen. I videoen sagde Rasmus Paludan bl.a.:

– Når man som Bwalya Sørensen og som de fleste negere i Sydafrika ikke er begavede nok til at kunne se, hvordan tingene rent faktisk forholder sig, så er det meget nemmere kun at se i sort/hvid, og som sagt give skylden til de hvide.

Ifølge Paludan udtalte han sig om befolkningsgrupper med en IQ under 70, som han ikke mener evner at styre et land.

Anklagemyndigheden havde krævet 30-40 dages ubetinget fængsel til Paludan for overtrædelse af racisme paragraffen og for “propaganda”. Forsvaret krævede i stedet frifindelse. Det endte med, at retten idømte Rasmus Paludan 14 dages betinget fængsel for racisme.

Rasmus Paludan ankede dommen på stedet.