Politinspektør efter skudepisode: Stor forståelse for at folk kan føle utryghed

af

Foto: Rigspolitiet.
Foto: Rigspolitiet.
Nordsjællands Politi efterforsker fortsat skydeepisode i Rungsted og
vil stadig gerne høre fra vidner eller andre, som har oplysninger om lørdagens skyderi.

Nordsjællands Politi er stadig i gang med efterforskningen af det skyderi, som lørdag aften fandt sted på Rungsted Strandvej.

Ved skyderiet, der skete klokken 18.03 blev en 20-årig mand fra Nivå dræbt, mens fire andre unge mænd i alderen 20-27 år blev såret. Selve motivet til skyderiet er endnu ikke klarlagt, men Nordsjællands Politi mener fortsat, at årsagen er en uenighed mellem to lokale bandegrupperinger.

14 mænd blev senere på aftenen anholdt, hvor mange af dem, som bliver fremstillet, bliver afgjort i løbet af lørdag, hvor eventuelle fremstillinger også vil ske.

Nordsjællands Politi var massivt til stede i Rungsted umiddelbart efter skyderiet, hvor man udover sikring og indsamling af spor og oplysninger fra vidner også ledte efter en eller flere gerningsmænd til skyderiet.

– Jeg har stor forståelse for, at der kan opstå utryghed efter sådan en hændelse. Derfor vil vi også være ekstra synligt til stede, både i Rungsted og i andre dele af politikredsen, for at sikre, at borgerne igen føler sig trygge, siger Carsten Spliid, politiinspektør og linjechef for Forebyggelse og Nærhed, Nordsjællands Politi.

Nordsjællands Politi vil fortsat gerne høre fra vidner eller andre, der har oplysninger, som kan bidrage til sagens opklaring. Henvendelse til Nordsjællands Politi kan ske på telefon 114.