365Nyheder.dk

Dagens nyheder

Flere påsatte brande i Aarhus – brandvæsnet beskudt med fyrværkeri

Af - 20/04/19 16:55

Brandvæsnet måtte rykke ud til flere brande i Aarhus-bydelene Rosenhøj og Brabrand fredag aften og natten til lørdag.

Kl.22.55 blev brandvæsnet kaldt ud til en brand i to containere på Lottesvej i Brabrand.
En lille halv time efter var det en container på Karen Blixens Boulevard i samme bydel, som stod i flammer.

Klokken 01.39 udbrændte en bil på Musvågevej. Ifølge Østjyllands Politi var bilen formentlig blevet antændt med brandbar vædske på kølerhjelmet. Tre gerningsmænd blev set løbe fra stedet.

Fyrvæerkeri mod brandvæsnet
Kort efter klokken fire måtte politi og brandvæsen igen rykke ud, denne gang til en brand i tre containere på Rosenhøj Vænge og Rosenhøj Allé. En bil som stod tæt på containerne blev brandskadet.

En sort BMW 1 serie var blevet set køre fra stedet i høj fart.

Mens politi og brandvæsen var på stedet, blev der afskudt fyrværkeri, oplyser Østjyllands Politi.

På baggrund af aftens og nattens brande, har Østjyllands Politi valgt, at være tilstede med den mobile politistation i Rosenhøj og Brabrand i dag og i aften.