27-årig mand dømt for flere voldsepisoder

af

En 27-årig mand er blevet dømt for fire tilfælde af vold, for at have truet en anden mand på livet og for forsøg på vold mod en politibetjent.

Dommen faldt ved Retten i Aarhus.

Natten til den 6. februar i år blev politiet tilkaldt til en restaurant i Aarhus. Den 27-årige havde været opfarende og aggressiv på stedet, og han var derfor blevet bortvist. Da den 27-årige ville ind igen, stillede en tilfældig 33-årig mand sig op i døren og sagde, at det nok var en dårlig idé at gå ind på stedet. Det fik den 27-årige til at nikke den 33-årige en skalle så hårdt, at den 33-årige fik slået to tænder i stykker. Herefter gik den 27-årige fra stedet.

Vidner på stedet kunne hurtigt pege den fremmødte patrulje i den rigtige retning, og de anholdt den 27-årige kort derfra og sigtede ham for vold. Flere vidneberetninger og videoovervågning pegede entydigt på den 27-årige som gerningsmand, og på grund af hans fortid blev han varetægtsfængslet.

Kastede øl efter betjent
I retten blev han udover overfaldet i februar dømt for ved tre forskellige lejligheder i 2017 at have overfaldet andre mænd med skaller og knytnæveslag. Derudover blev han dømt for at i december 2018 at have kastet et plastikkrus fyldt med øl efter en betjent, der var i færd med at anholde en anden mand.

Sammenlagt vurderede retten, at den 27-årige skulle have syv måneders ubetinget fængsel for sine forbrydelser. En straf, som lagde sig tæt op af det, som anklagerfuldmægtig Peter Mathiasen havde påstået.

– Den 27-årige har stået bag flere voldelige overfald, og jeg er tilfreds med, at det nu får en mærkbar konsekvens for ham i form af en længere fængselsstraf, siger Peter Mathiasen.

Den 27-årige erkendte sig skyldig i de fleste af forhold. Han udbad sig betænkningstid i forhold til, om han ville anke dommen til landsretten.