365Nyheder.dk

Dagens nyheder

Sendte nøgenbilleder til børn – mand sigtet for blufærdighedskrænkelse

Af - 14/05/19 22:24

Midt- og Vestjyllands Politi har sigtet en 21-årig mand fra Skive for blufærdighedskrænkelse.

Den 21-årige er sigtet for blufærdighedskrænkelse, ved at have fremsendt nøgenbilleder af sig selv til et ind til videre ukendt antal personer i Skive, heriblandt børn under 15 år.

Politiet har endnu ikke det fulde overblik over perioden, hvori blufærdighedskrænkelserne er sket, og heller ikke over det samlede antal sager og forurettede.

Politiet opfordrer forældre til at tale med børn og unge om, hvordan man skal reagere, hvis man modtager krænkende billeder eller henvendelser på enten mobiltelefonen eller via sociale medier. Hvis man i forbindelse med dette bliver opmærksom på forhold der kan være blufærdighedskrænkende, bør man kontakte politiet på tlf. 114 og anmelde sagen.

Der er på nuværende tidspunkt ikke tegn på, at der er sket fysiske krænkelser, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi, som fortsat efterforsker sagen.