20-årig mand sigtet for knytnæveslag

truthseeker08 / Pixabay
En 20-årig mand blev i nat kl. 01.45 anholdt i Randers og sigtet for vold.

Politiet blev tilkaldt af nogle dørmænd på en beværtning i Storegade. Her havde den 20-årige angiveligt helt umotiveret slået en jævnaldrende mand tre gange i ansigtet med knyttet næve. De to kendte ikke hinanden, og ifølge vidneforklaringer skete overfaldet uden nogen form for forklaring.

Selvom en dørmand bad den 20-årige blive på stedet, stak han af til fods. Dørmanden løb efter, og da en patrulje kort efter kom frem, kunne han udpege et sted bag en bil, hvor han mente, gerningsmanden gemte sig. Da betjentene kiggede bag bilen, sad den 20-årige ganske rigtigt og dukkede sig. Han blev lagt i håndjern og sigtet for vold.

Den 20-årige, der blev ramt af knytnæveslagene, fik en blodnæse og nogle blodudtrækninger ved øjet.