365Nyheder.dk

Dagens nyheder

Chauffør kørte på vognmands førerkort

Af - 13/06/19 23:36

Både chaufføren og vognmanden blev sigtet for flere overtrædelser, da Tungvognscenter Syd ved en kontrol onsdag standsede et dansk vogntog ved Padborg.

Kontrollen blev gennemført i samarbejde med Færdselsstyrelsen og Fødevarestyrelsen og havde fokus på transport af dyr, standsede de et dansk vogntog med smågrise på vej til Tyskland.

– Det stod hurtigt klart for tungvognscentrets personale, at det ikke var lastbilschaufførens eget førerkort, der sad i lastbilens takograf, fortæller fungerende vicepolitiinspektør Jesper Engelund fra Sydøstjyllands Politi og tilføjer:

– Det viste sig, at førerkortet tilhørte hans vognmand – som vel at mærke ikke var med i lastbilen.

En nærmere efterforskning viste, at chaufføren tidligere havde benyttet vognmandens førerkort i mindst ét tilfælde og det afdækkede tillige flere overtrædelser af køre- og hviletidsreglerne.

Både chauffør og vognmand blev sigtet for flere overtrædelser af køre-hviletiden. Chaufføren blev derudover sigtet for personelfalsk efter Straffeloven – og vognmanden for medvirken til det.