365Nyheder.dk

Dagens nyheder

Eksplosion raserede autoværksted i Vallensbæk

Af - 16/06/19 14:49

Ved et-tiden i nat genlød området omkring Vejlesvinget i Vallensbæk af et brag, da en eksplosion raserede et autoværksted.

Eksplosionen resulterede i voldsomme materielle ødelæggelser og startede en brand.

Politi og brandvæsen kom kort efter til stedet, hvor brandfolkene fik slukket ilden.

Ingen personer kom noget til ved eksplosionen.

Ifølge Københavns Vestegns Politi er flere personer set løbe fra stedet kort inden eksplosionen.

Søger vidner
Københavns Vestegns Politi efterforsker nu årsagen og hændelsesforløbet op til hændelsen.

– Hvad der har forårsaget eksplosionen skal kriminaltekniske undersøgelser klarlægge i de kommende dage. Lige nu arbejder vi ud fra en antagelse af, at der er tale om en kriminel handling, men vi er i den indledende del af efterforskningen, og det er for tidligt at spekulere i eventuelle motiver, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose, Københavns Vestegns Politi.

Han tilføjer, at politiet meget gerne hører fra vidner, som måtte have set eller hørt noget mistænkeligt i området ved Vejlesvinget før, under eller efter hændelsen, som skete ca. kl. 01, såvel som borgere, der i øvrigt måtte have oplysninger om sagen.

Vicepolitiinspektøren ønsker ikke at kommentere på ejerforholdet af værkstedet men oplyser, at det naturligvis indgår i efterforskningen.

Man kan henvende sig døgnet rundt til Københavns Vestegns Politi på telefon 4386 1448.