To personer ramt af skud i nat

af

klokken 00.45 i nat fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at to yngre mænd var blevet ramt af skud på Kappelvænget i Aarhus Vest.

Der blev straks sendt flere politipatruljer og ambulance til stedet, der kunne konstatere, at de to mænd var blevet ramt af skud i benene. De er begge kørt til behandling på Aarhus Universitetshospital, og er uden for livsfare.

Østjyllands Politi har hele natten intensiveret patruljeringen og arbejdet på gerningsstedet. Der er afspærret på Kappelvænget, og gerningsstedsundersøgelserne pågår i øjeblikket og forventes at vare resten af natten.

Politiets efterforskning har indtil videre afdækket, at der blev afgivet flere skud på Kappelvænget, hvorefter flere gerningsmænd kørte fra stedet i en bil. Bilen blev set køre fra Kappelvænget og herfra i ukendt retning.

politiet søger vidner, som kan have set eller hørt skyderierne på Kappelvænget, set flugtkøretøjet i nat, eller som i øvrigt kunne ligge inde med oplysninger om sagen, der kunne være relevante for politiet. Østjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.