365Nyheder.dk

Dagens nyheder

Kendt dealsite politianmeldt for at vildlede om priser

Af - 8/07/19 10:49

Foto: Politi.dk
Forbrugerombudsmanden har politianmeldt Berlingske Media for at have vildledt om priser på hotel- og kroophold på dealsitet Sweetdeal ved ikke at oplyse, at der kom tillæg oven i prisen.

I sin markedsføring af forskellige hotel- og kroophold har dealsitet oplyst en pris for hotel- og kroophold uden samtidig tydeligt at oplyse om diverse tillæg til prisen, fx miljøtillæg, sæsontillæg og weekendtillæg. Det vurderer Forbrugerombudsmanden er en overtrædelse af markedsføringslovens forbud mod vildledning og politianmelder Berlingske Media, som var ejer af Sweetdeal mens vildledningen stod på. Det skete nemlig i perioden fra marts til november sidste år, og Sweetdeal blev solgt i december samme år.

Obligatoriske tillæg og urelevante priser
Forbrugerne blev præsenteret for en pris og først oplyst om diverse tillæg længere nede på siden, når de klikkede på knappen ”Læs mere/Læs mindre” eller under fanen ”Vigtig viden.”

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at markedsføringen kunne vildlede forbrugerne til at tro, at tilbuddene var billigere, end de var. Det er desuden Forbrugerombudsmandens opfattelse, at brugen af begrebet ”obligatorisk miljøtillæg” vildledte forbrugerne til at tro, at der var tale om et lovbestemt gebyr, som gæsterne var forpligtet til at betale.

I nogle af tilbuddene kunne man ikke få et kroophold uden at betale et tillæg for obligatorisk slutrengøring og et obligatorisk miljøtillæg per person per nat. Det var derfor slet ikke muligt at få opholdene til den pris, som blev oplyst i tilbuddene på sweetdeal.dk.

I de andre tilbud var det fx forskellige sæson- eller dagsafhængige tillæg eller et miljøtillæg, der blev opkrævet 6 ud af ugens 7 dage. Dealsitet oplyste ikke klart og tydeligt om de forskellige ekstratillæg i tilknytning til prisen.

Dealsitet har i nogle af opslagene oplyst ”pris fra…” på opholdene. Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse var markedsføringen alligevel vildledende, fordi den oplyste pris kun gjaldt for overnatninger, hvis man fx ankom på en søndag. Så er den oplyste frapris i sin sammenhæng ikke relevant for langt de fleste forbrugere, der ser tilbuddet.

. Markedsføring af en pris uden at oplyse om diverse tillæg, der kommer oven i prisen er vildledende markedsføring. Det er til skade for både forbrugerne og de konkurrenter, der sælger samme produkter uden at vildlede om prisen, siger Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen og fortsætter:

– Dealsitet har efter min vurdering ikke oplyst klart og tydeligt om de ekstra tillæg, der kom oven i prisen på hotel- og kroopholdene. Nogle af opholdene var slet ikke muligt at få til den pris, der stod på sweetdeal.dk. Det er vildledende, og derfor har vi politianmeldt selskabet.