365Nyheder.dk

Dagens nyheder

123 personer sigtet for narko-køb på sociale medier

Af - 14/08/19 21:38

Nordjyllands Politi har sigtet 123 personer for køb af narkotika på sociale medier. Sigtelserne er resultatet af intens efterforskning siden anholdelsen af tre mænd den 27. marts i år, som mistænkes for at stå bag en salgsside.

I februar i år blev Nordjyllands Politi opmærksom på en side på et socialt medie, hvor en ukendt person solgte narkotika og samtidig tilbød udbringning. Man startede en efterforskning op og den gjorde det muligt, at anholde tre nordjyske mænd mellem 20 og 21 år den 27. marts. De tre mistænkes for at stå bag handlen på siden.

Handlen med stofferne foregik ved, at køber sendte en sms eller ringede til et oplyst salgsnummer og afgav bestilling, samtidig blev der aftalt tid og sted for levering. Et bud transporterede herefter stofferne hen til køber og varetog den endelige handel.

Sagen er trevlet op – nu sigtes købere
Siden marts har politiet så efterforsket intenst i sagen for at klarlægge, hvilke handler der er foregået, så også køberne kunne sigtes. Det er dét arbejde, der nu er overstået og har ført til sigtelserne for i alt 158 forhold, begået af 123 personer – både kvinder og mænd, der er i alderen 18-51 år. De fleste sigtede stammer fra Aalborg-området.

– Jeg er tilfreds med, at vi har fundet frem til de her 158 forhold i sagen. Det viser, at man heller ikke skal vide sig sikker, hvis man vælger at købe narkotika på de sociale medier. Der ’patruljerer’ vi også, siger lederen af efterforskningen, politikommissær Casper Jacobsen.

Når politiets efterforskning i sagen er afsluttet i denne uge, overgives sagen til anklagemyndigheden, der skal vurdere, om der kan rejses tiltale i forhold til de tre personer, der er sigtet for at have solgt narkoen på nettet.

De 123 personer, der købte den på nettet, modtager bøder i størrelsesordenen 2.000-12.000 kr.