365Nyheder.dk

Dagens nyheder

26-årig nordjyde dømt i narkosag

Af - 9/09/19 21:40

Arkivfoto: WilliamCho / Pixabay

En 26-årig mand fra Nordjylland er i dag blevet idømt 4,5 års fængsel for indsmugling af 1.988 gram Ketamin.

Dommen faldt ved retten i Sønderborg.

Manden blev anholdt den 25. maj da politiet og Toldstyrelsen kontrollerede en bus, som kom fra Hamborg og skulle passere grænsen ved Kruså. I en taske lå ketaminen, der er et bedøvelsesmiddel, som dyrlæger anvender til især heste, og som kan misbruges som rusmiddel.

Anklager Trine Schjødt er tilfreds med dommen, som ligger meget tæt på det, anklagemyndigheden selv havde lagt op til:

– Det er et for mennesker meget farligt stof, så det er godt, at det ikke er kommet i cirkulation i ukyndiges hænder. Straffen afspejler også den alvor, der er blevet set på sagen med, siger Tine Schjødt.

Den 26-årige mand har udbedt sig betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen.