365Nyheder.dk

Dagens nyheder

Mand uden kørekort stak af fra politiet – og blev anholdt hjemme

Af - 6/11/19 23:39

En politipatrulje genkendte tirsdag aften føreren af en bil, der kom kørende på Silkeborgvej i Aarhus og vidste, at han var frakendt kørekortet.

Selvom betjentene satte blinket til og signalerede til manden, at han skulle stoppe, fortsatte han i stedet i meget høj fart. I krydset Søren Frichs Vej/Vestre Ringgade kørte han over for rødt, inden han fortsatte over Ringbroen, hvor patruljen måtte opgive af følge ham af sikkerhedsmæssige hensyn.

Kort efter fandt de bilen parkeret på et grønt område ved Nordborggade. Den 35-årige var ikke på stedet, men en hundepatrulje kunne følge et spor i området, som blandt andet gik op ad en mudret skrænt. En anden patrulje kørte til mandens adresse i Aarhus C og ventede lidt tid foran bygningen, da de pludseligt så den 35-årige stige ud af en taxa og gå hen til lejligheden. Han var godt mudret til op ad benene og havde ikke lyst til at fortælle betjentene, hvor han havde været.

Han blev anholdt og sigtet for kørsel uden førerret, for ikke at efterkomme politiets anvisninger og for at køre over for rødt.