365Nyheder.dk

Dagens nyheder

34-årig mand dømt for omfattende hæleri

Af - 7/11/19 21:33

Arkivfoto: WilliamCho / Pixabay

En 34-årig mand fra det nordlige Aarhus er blev idømt to års fængsel for hæleri af elektronik, tøj og designerlamper til en værdi af mindst 1,1 millioner kroner.

Den 34-årige mand har siddet varetægtsfængslet siden den 29. marts, efter han blev anholdt i en større, koordineret anholdelses- og ransagningsaktion på baggrund af en målrettet efterforskning med fokus på hæleri.

I forbindelse med ransagningen på den adresse, hvor den 34-årige opbevarede kosterne, blev der blandt andet fundet mere en 60 computere stjålet fra forskellige skoler, striksweaters til en værdi af ca. 75.000 kroner, mærkevaretrøjer for næsten 22.500 kroner og andet mærkevaretøj til næsten 50.000 kroner.

Derudover kunne politiet, via aflytning og ransagning af mandens telefon, fastlægge en del øvrige forhold, hvor den 34-årige har købt og/eller videresolgt koster i form af primært elektronik og enkelte designerlamper.

Erkendte 19 forhold
Sagen kørte som en tilståelsessag, hvor den 34-årige erkendte 19 forhold af hæleri, eller forsøg på hæleri, af varer til en værdi af mindst 1,1 millioner kroner. Det takserede Retten i Aarhus onsdag til to års fængsel, hvoraf de 183 dage er en reststraf fra en tidligere dom.

– Politiet har lagt et stort og godt efterforskningsarbejde i sagen – jeg er derfor meget tilfreds med at det i går resulterede i en længere fængselsstraf, siger anklager Cathrine Brunsgaard Jacobsen.

I alle forhold, hvor politiet har kunnet fastlægge gerningsstedet, er kosterne blevet bragt retur til den retmæssige ejer.