Uffe Elbæk stopper som politisk leder af Alternativet

Uffe Elbæk Foto: Steen Brogaard


Uffe Elbæk stopper som politisk leder af Alternativet. Han fortsætter dog som medlem af Folketinget.

I et opslag på Twitter skriver Uffe Elbæk: “Jeg giver den grønne fane videre. Alternativet skal derfor have en ny politisk leder. Jeg fortsætter som folketingsmedlem, som alternativist, som aktivist. Det har været en kæmpe ære at være politisk leder for Alternativet”.

I sit nyhedsbrev fortsætter han: “Det er en af de største beslutninger, jeg har taget i mit liv, for Alternativet betyder så meget for mig og har defineret mig i så manges øjne. Og derfor skal I – kære medlemmer og kære venner – også høre det direkte fra mig først.”.

“Jeg er stolt af, hvad vi sammen har opnået, siden Alternativet så dagens lys for 6 år og 19 dage siden. Og jeg har så meget lyst til at arbejde videre på vores fælles projekt sammen. Men fremover bliver det for mit vedkommende i en ny rolle. Som medlem af Folketinget, som medlem af Alternativet, som aktivist med et ønske om at skabe en bedre verden. Som en af den slags samfundsarkitekter, som vi gerne skulle blive – eller videreudvikle os som – gennem vores virke i Alternativet.”

Dokumentation: Uffes-nyhedsbrev (16.12.2019)

I nyhedsbrevet peger han bl.a. på, at den seneste finandslov og klimaloven er steder, hvor Alternativet har sat sit fodatryk.

Han slutter med “Tak for rejsen indtil videre. Den har været af det stof, som drømme er gjort af. Det har været en kæmpe ære at repræsentere alle jer som politisk leder for Alternativet.”.