Flygtet bandemedlem anholdt i Barcelona

Foto: Politi.dk

En 24-årig mand, som i midten af november flygtede fra psykiatrisk afdeling i Slagelse under dramatiske omstændigheder, er blevet anholdt i Barcelona.

Den 24-årig har været efterlyst internationalt siden flugten og onsdag anholdt spansk politi den 24-årige.

– Vi har haft et tæt og intensivt samarbejde med vores kolleger i Det nationale politi i Barcelona, og anholdelsen af den 24-årige skal gerne sende et tydeligt signal om, at man ikke skal føle sig sikker, blot fordi man er flygtet til lunere himmelstrøg, siger leder af Afdeling for organiseret kriminalitet i Københavns Politi, Knud Hvass.

Den 24-årige var varetægtsfængslet på psykiatrisk afdeling i Slagelse for et et voldeligt overfald i en frisørsalon på Nørrebro under bandekonflikten i 2018.

Knud Hvass beskriver overfaldet på Nørrebro, som den 24-årige er mistænkt for at have været en ledende del af, som ”særdeles groft og koldblodigt”.

Den 24-årige begæres nu udleveret til Danmark.