Snydt af bilkøber -viste falsk kvittering for bankoverførsel

En 28-årig mand fra Aarhus kontaktede onsdag Østjyllands Politi og fortalte, at han havde fået stjålet sin bil.

Den 28-årige havde sat sin bil til salg på DBA og her lavet en aftale med en potentiel køber. Onsdag aften kl. 22 ankom to mænd til den 28-åriges bopæl i det centrale Aarhus. Her fik de to mænd først en prøvetur i bilen, hvorefter de gav udtryk for, at de gerne ville købe bilen.

Den ene af de to mænd viste den 28-årige en kvittering på sin telefon for en bankoverførsel på 60.000,-. Den 28-årige udleverede derfor bilnøglen, men fandt senere ud af, at der ikke var overført penge.

De to mænd beskrives som:

A: Afrikansk af udseende, 25-30 år, 185-190 cm høj og spinkel af kropsbygning. Hans hud var brun og hans hår var kort, krøllet og sort. Han var iført sort dynejakke, cowboybukser og sorte sko

B: Afrikansk af udseende, 25-30 år, 190-195 cm høj og spinkel af kropsbygning, Hans hud var brun og han havde kort sort hår.

Østjyllands Politi hører gerne fra personer, der kan have oplysninger om de to mænd på tlf. 114.