Truede teenage-pige til at udlevere taske og telefon

En knivbevæbnet ung mand truede onsdag aften en 16-årig pige til at udlevere udlevere taske og telefon.

Episoden fandt sted kl. 22.38, da pigen var på vej hjem efter at være stået af bussen kl. ca. 22.30 på Lystrup Centervej.

Pigen har forklaret politiet, at der også stod 5-6 andre personer af bussen på samme tidspunkt.

I området mellem Super Brugsen og Djurslands Bank blev den 16-årige antastet af en maskeret mand, der holdt en kniv mod hendes mave og sagde ”giv mig dine penge.”

Pigen udleverede sin taske og mobiltelefon til manden, hvorefter han løb fra stedet i sydlig retning.

Manden beskrives som: 16-18 år, 170-175 cm høj, spinkel af kropsbygning og med “asiatiske øjne”. Han talte dansk og var iført mørkeblå arbejdsjakke med orange skrift, sorte bukser med lommer på lårene og mørk elefanthue

Østjyllands Politi afsøgte efterfølgende området med både patruljer og hunde, men uden held.