Dansk mand var ikke smittet med Coronavirus

Arkivfoto: DarkoStojanovic / Pixabay

Den mand som tidligere i dag blev indlagt på Skejby Sygehus med mistanke om smitte med Coronavirus, var alligevel ikke smittet.

– Det er gode nyheder, vi har fået fra Statens Serum Institut. Ikke mindst for patienten og han nærmeste, som jeg sender mange tanker. Jeg følger fortsat udviklingen tæt, og vores beredskab står klar til at træde i funktion, så snart vi har brug for det, siger sundhedsminister Magnus Heunicke.

Mistanken om smitte opstod ved en dansker, der var kommet hjem fra Wuhan i Hubei-provinsen i Kina, som er et af de områder, hvor der er et virusudbrud.

Aarhus Universitetshospital i Skejby tog i dag en prøve fra patienten. Den blev sendt til analyse hos Statens Serum Institut i København. Her viste analyserne, at prøven er negativ, dvs. at der ikke er tale om ny coronavirus.

Det er fortsat Sundhedsstyrelsens vurdering, at der er lav risiko for smitte i Danmark. Såfremt der igen opstår mistanke om smitte, er der både på Aarhus Universitetshospital i Skejby og på Hvidovre Hospital højisolationsstuer, som kan modtage patienter med mistanke om smitte med ny coronavirus.