Fly med danskere fra Hubei-provinsen er landet i Roskilde – en person indlagt i Belgien

af

Ti danske borgere landede i nat i Roskilde efter at være blevet evakueret fra den kinesiske provins Hubei. En dansker er blevet indlagt på hospitalet i Belgien. Det skriver ekstrabladet.dk.

Flyet landede kort efter klokken et natten til mandag.

11 danskere blev evakueret sammen med andre EU-borgere. I første omgang blev de fløjet til Sydfrankring og herefter til Bruxelles, hvor en af de evakuerede danskere blev indlagt på et hospital med sygdomssymptomer. Vedkommende vil blive undersøgt for coronavirus.

Både undervejs og efter landingen i Roskilde Lufthavn er de evakuerede danskere blevet undersøgt af lægefagligt personale. Ingen af de ti havde tegn på sygdom, så der var ikke behov for at indlægge nogen på sygehus, oplyse Sundhedsstyrelsen.

To i karantæne
– Vi havde to overlæger ude i lufthavnen, som tog imod de hjemvendte. Vores læger fik oplysninger fra forsvarets læge, og de har snakket grundigt med hver enkelt af de ti, for at få oplysninger om både deres ophold i Kina og deres hjemrejse. På den baggrund har vi foretaget en konkret risikovurdering af hver enkelt ud fra Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Vurderingen er, at 2 er i høj risiko for at være udsat for corona-smitte, og vi har derfor aftalt at de går i hjemmekarantæne i 14 dage. For de øvrige 8 har vi efter en grundig vurdering fundet, at de er i lav risiko for at være smittede med coronavirus. De er alle blevet grundigt informeret om forholdsregler, siger Anne-Marie Vangsted, direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, der samtidig understreger at styrelsen vil følge op på alle de hjemtagne.

– Vi tager ingen unødig risiko i forhold til at forebygge smittespredning i befolkningen, samtidig med at vi også tager hensyn til de borgere, der er kommet sikkert hjem fra et risikoområde, så vi ikke sætter folk i karantæne uden grund, siger Søren Brostrøm, der tilføjer at fordi der er tale om relativt få personer, så er hjemmekarantæne at foretrække fremfor store karantænefaciliteter.

I fredags vendte fire andre danske borgere hjem efter at være blevet evakueret fra den virusplagede kinesiske provins. Ingen af de fire viste symptomer på, at de var smittet med coronavirus.

Seneste opdatering kl. 16.24