Mand fundet død – ni anholdte er løsladt

Tirsdag morgen klokken 6.35 fik Nordjyllands Politi en anmeldelse via 112 om en livløs mand på en adresse i Oue.

Politi og ambulance kørte til stedet og konstaterede, at der var tale om en polsk mand bosiddende i Oue. Manden var livløs og havde skader i hovedet. Han blev erklæret død kl. 07.11.


Politiet valgte at anholde ni personer, som befandt sig på adressen. Omstændighederne omkring dødsfaldet blev fra starten betragtet som mistænkelige.

I den forbindelse sagde vicepolitiinspektør Christian Toftemark, Nordjyllands Politi:

– Det er vores opfattelse, at der i løbet af natten har været drikkelag på den aktuelle adresse.

Et større område i Oue by blev afspærret i forbindelse med sagen og politeit har dagen igennem undersøgt både adressen, området omkring og omstændighederne omkring hvordan den afdøde har pådraget sig sine skader.

Anholdte løsladt
Undersøgelser har nu vist, at den polske mand ikke døde som følge af vold.

Derfor er de ni anholdte også blevet løsladt.

Politiet venter nu på resultatet af obduktionen.