Søstre sigtet for butikstyveri

Kort efter klokken 17 i går fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Normal på Ryesgade i Aarhus, hvor personalet tilbageholdt to butikstyve.

På overvågning havde de ansatte i butikken set to unge kvinder putte energibarer og balsam i tasken og derefter gå forbi kassen uden at betale. De havde derfor efterfølgende tilbageholdt kvinderne.

De to kvinder, som viste sig at være søstre på henholdsvis 20 og 21 år, erkendte tyveriet. Under visitation fandt betjentene varer fra flere andre butikker, heriblandt make-up, flere bluser, hudplejeprodukter og halskæder fra flere butikker i Aarhus.

De to søstre blev begge sigtet for flere tilfælde af butikstyveri.