Kvinde slået i hovedet af ukendt gerningsmand

En 26-årig kvinde blev torsdag udsat for vold på Paludan-Müllers Vej i Aarhus.

Episoden fandt sted kl. 19.25 da kvinden kom gående på en fælles parkeringsplads, der hørte til hendes lejlighedskompleks. To mænd kom gående imod hende og råbte noget. Den ene af mændene gik derefter hen mod hende og gav hende et knytnæveslag i hovedet.

Den 26-årige har fortalt politiet, at manden virkede meget vred, men at hun ikke kendte ham eller havde set ham før.

De to mænd beskrives som:
A: 25-30 år, ca. 175 cm, arabisk af udseende med kraftig krobsbygning og skægstubbe. Han var iført sort tøj og sort hue.

B: 20-25 år. ca. 175 cm høj arabisk af udseende og spinkel af bygning. Han var iført sort northface jakke med hætte.

Østjyllands Politi hører gerne fra folk, der kan have oplysninger i sagen. Politiet kan kontaktes på telefon 114.