Mand slået ned på parkeringsplads

Tirsdag eftermiddag kort før klokken 14.30 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om en voldsepisode og et færdselsuheld på P-pladsen ved Kvickly i Viby J.

En patrulje kørte hurtigt til stedet og mødte her en 63-årig mand, der forklarede, at han havde været ved at parkere, da han blev påkørt og slået ned af en for ham ukendt mand. Den ukendte gerningsmand var derefter stukket af fra stedet.

Ved gennemsyn af videoovervågning fra parkeringspladsen kunne betjentene også se, at de to biler stødte sammen, og at gerningsmanden steg ud af sin bil og gik hen til den 63-årige mand og slog ham med knyttet hånd på munden. På overvågningen kunne betjentene desuden se nummerpladen på gerningsmandens bil, og de kørte derfor til en adresse i Viby, hvor bilens ejer, en 35-årig mand, skulle bo.

På adressen fandt betjentene den pågældende bil, som havde skader der svarede til det, de havde set på overvågningsbåndende.

De traf desuden den 35-årige, som blev anholdt og sigtet for vold samt overtrædelse af færdselsloven, da han var kørt fra et færdselsuheld.