Brand på gård med tusindvis af grise

Politi og brandvæsen blev mandag morgen ved 8-tiden sendt ud til en brand på en gård på Rigtrupvej i Rigtrup ved Hadsten.

Branden var opstået i et elskab.

På gården befandt der sig ca. 2400 søer og 5-6000 smågrise, og politiets og brandvæsnets indsatsledere forsøgte med pulverslukkere at dæmpe branden, indtil slukningskøretøjerne kom frem, i håb om, at den ikke ville sprede sig til staldene. Det lykkedes dog ikke, og branden fik fat i den ene længe, hvorefter man påbegyndte flytning af grisene.

Brandfolkene fik ilden under kontrol og efterslukningsarbejdet fortsatte til efter middag.

Der blev ikke behov for aflivning af grise, men enkelte personer blev tjekket for mulig røgforgiftning, oplyser Østjyllands Politi.