Jønke smidt ud af Hells Angels

af

Foto: Beatrice Murch (Cropped) (CC BY 2.0)

Rockeren Jørn Jønke Nielsen er blevet smidt ud af Hells Angels.

Jørn Jønke Nielsen var selv med til at danne den første danske afdeling af Hells Angels for 40 år siden.

Men nu er han blevet smidt ud af den verdensomspændende klub. Det oplyser han selv på sin Facebook-profil Her skriver han bl.a.:

“Kære familie, venner og bekendte, efter knap fyrre år med klubben er det slut. Jeg er netop blevet fortalt, at jeg er smidt ud. Jeg er naturligvis ikke enig i beslutningen, baggrunden for den og måden den blev truffet på. Den står dog ikke til at ændre.”

Jørn Jønke Nielsen blev for alvor landskendt, da han i 1984 skød og dræbte præsidenten for den rivaliserende rockerklub Bullshit, Henning Norbert Knudsen – også kendt som “Makrel”. Efter at have skudt Bullshit-præsidenten foran dennes hus på Amager, flygtede Jørn Jønke Nielsen først til Frankrig og siden Canada, og brugte flugten til skrive en selvbiografi. Han vendte fire år senere tilbage til Danmark og blev idømt 16 års fængsel for drabet.

Udover at have været en fremtrædende talsmand for Hells Angels, har Jørn Jønke Nielsen også skrevet flere bøger og haft en omfattende foredragsvirksomhed.