Hells Angels fjerner billeder af Jønke

Foto: Beatrice Murch (Cropped) (CC BY 2.0)


Jørgen Jønke Nielsen oplyste forleden, at han var blevet smidt ud af den berygtede rockerklub. Nu har klubben slettet næsten alt, der viser, at den 60-årige rocker har været medlem.

Indtil nu, har Hells Angels officielle danske hjemmeside vist flere billeder bl.a. et fra 80’erne, hvor Jørgen Jønke Nielsen ses med sit dengang store hår og skæg. Billedet, der også har været brugt som topbillede på Hells Angels Facebook-side, er nu fjernet.

Det er almindeligt i de kredse, at billeder af tidligere medlemmer enten sløres eller fjernes helt.

Der er dog fortsat et enkelt billede eller to på Hells Angels hjemmeside, hvor det nu tidligere medlem kan skimtes.

Hells Angels har ikke fjernet alle henvisninger til sin medgrundlægger. Således er der fortsat en omtale af hans tre selvbiografier, som ifølge hjemmesiden indgående omhandler Hells Angels start i Danmark for snart 40 år siden, en start som Jørgen Jønke Nielsen selv var en del af.