To kvinder sigtet for rufferi

Modelfoto: Pixabay.

To kvinder blev i dag anholdt for at have drevet en række bordeller.

Der er tale om to kvinder 29 og 21 år – begge fra Esbjerg.

Syd- og Sønderjyllands Politi har efterforsket sagen gennem længere tid. Politiet har kunnet konstatere, at de to kvinder har drevet en række bordeller fordelt over hele Jylland, hvor udenlandske prostituerede har modtaget kunder.

Kvinderne har fået kontakt med kunderne til bordellerne via annoncer på internettet. Efterforskningen har vist, at de anholdte har drevet bordeller i en periode og på den måde har opnået et større økonomisk udbytte.

Ved aktionen har Syd- og Sønderjyllands Politi fået hjælp fra fire andre politikredse. Af hensyn til den videre efterforskning ønsker politiet ikke at oplyse hvilke steder assistancen er givet.

Anklagemyndigheden vil nu tage stilling til, om de to kvinder, der er sigtet for rufferi, skal fremstilles i grundlovsforhør.