Ung fyr havde kniv med i letbanetog

Kort før klokken et natten til i dag ringede en passager på letbanen til politiet og fortalte, at han havde set en mand med en kniv synligt fremme i toget.

Toget var på vej mod Lystrup Station, og dér skyndte en patrulje at køre hen. Betjentene nåede frem, inden letbanen fortsatte, og steg på toget, hvor de fandt frem til en 17-årig ung mand, som sad ved siden af en 23-årig mand.

Begge blev taget ud af toget og visiteret, og i lommen på den 17-årige fandt patruljen en steakkniv. Den 17-årige blev derfor sigtet for overtrædelse af knivloven.

Den 23-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde en mindre mængde hash i rygsækken.