Flugtbilist kørte gennem hæk og ind i carport

af

Et ægtepar blev kort før klokken to i nat vækket af et højt brag, da de lå og sov i deres hus på Sophus Bauditz Vej i Åbyhøj.

Da manden gik ud for at se, hvad der var sket, så han, at en bil var kørt gennem deres hæk og ind gennem forhaven, hvorefter den var ramt ind i carporten og parrets bil, der holdt derinde. 

Han nåede lige at se ryggen af en person, der løb væk fra den forulykkede bil.  

Politiet blev kontaktet, og en patrulje sikrede spor på stedet. Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere for at finde frem til, hvem der kørte bilen.