Regeringen og Enhedslisten er netop blevet enige om en aftale, der forlænger varigheden af den nuværende uddannelsesydelse og indfører en ny arbejdsmarkedsydelse for ledige, som opbruger dagpengeretten.
Den ny midlertidige arbejdsmarkedsydelse indføres pr. 1. januar 2014, og udgør 60 pct. af den maksimale dagpengesats for ikke-forsørgere, og 80 pct. for forsørgere. Ydelsen er ikke afhængig af ægtefælleindkomst og familieformue.
Parterne er også enige om at etablere en pulje på 347 mio. kroner til blandt andet grønne job og grøn omstilling.
Aftalen er fuldt finansieret blandt andet ved at målrette danskuddannelsen til voksne udlændinge, omprioritere midler og ved besparelser på indkøb i staten.
Finansminister Bjarne Corydon glæder sig over aftalen:
– Vi retter nu op på den brutale indfasning af dagpengereformen som VKO aftalte. Reformen blev forceret igennem, selvom landet stod midt i en dyb krise. Det var ganske enkelt uklogt, fordi det har bragt tusindvis af danskere i en meget vanskelig situation. Derfor er jeg glad for, at vi nu skaber tryghed for de mange familier, der er kommet i klemme, siger finansminister Bjarne Corydon.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen mener at de ledige skal sikres kompetencer, så de har en fremtid på arbejdsmarkedet:
– Det er ikke og bør ikke være et mål, at folk skal gå ledige i lang tid. Men især i en økonomisk krisetid er det vigtigt, at store forandringer i ledighedssystemet sker i et klogt tempo. Lige så vigtigt er det, at regeringen fastholder det fokus på jobskabelse, som vi senest gjorde med vækstpakken. Endelig er det afgørende, at vi gennemfører stærkt tiltrængte forandringer af beskæftigelsespolitikken. Vi skal sikre vores ledige de kompetencer, der skal til for at deres fremtidige fodfæste på arbejdsmarkedet også bliver varigt, siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.