To sigtet efter drabsforsøg

En 58-årig mand blev i dag kort før klokken 0.30 ramt af skud i den ene overarm, da han opholdt sig på sin bopæl i Holeby-området på Lolland.

En 37-årig kvinde og en 57-årig kvinde, begge med familierelationer til den forurettede, blev kort efter anholdt og er begge sigtet for drabsforsøg mod den 58-årige mand, der er meldt uden for livsfare, men fortsat er indlagt til behandling.

Den 37-årige kvinde, der er anholdt i sagen, har erkendt at have affyret et skud fra et jagtgevær mod manden. Der kan ikke endnu siges noget motivet til drabsforsøget.

Den 57-årige kvinde, der ligeledes er sigtet i sagen, har opholdt sig på stedet, men er i formiddag løsladt af politiet efter endt afhøring.

Der arbejdes fortsat med de kriminaltekniske undersøgelser på gerningsstedet, oplyser politiet.