Tre danske udsendte skal ikke i Ebola-karantæne

af

De tre sundhedsarbejdere, som søndag aften ankom til til Danmark efter at være blevet hentet ud af Sierra Leone, skal ikke i karantæne.

De tre sundhedsarbejdere, der arbejder i henholdsvis Forsvaret og Beredskabsstyrelsen, er netop blevet vurderet på Aarhus Universitetshospital. Medarbejderne er hjemtaget fordi, de har været i kontakt med en amerikansk sundhedsarbejder, der har vist sig at være syg af ebola.

I en pressemeddelelse oplyser Aarhus Universitetshospital, at alle tre er velbefindende, og der ingen mistanke er om, at de skulle være smittet med ebola.

“Ingen af de tre har haft direkte kontakt med kropsvæsker fra den amerikanske patient, og der er derfor meget lav risiko for, at de selv kan være smittet.” -står der i pressemeddelelsen.

Man er derfor kommet frem til, at der ikke er grund til at anbefale karantæne.

De tre udsendte, skal dog i en observationsperiode på 21 dage være særligt opmærksomme på feber og andre symptomer og i tilfælde af tegn på symptomer vil de straks blive undersøgt på Infektionsmedicinsk Afdeling på enten Aarhus Universitetshospital eller Hvidovre Hospital, oplyser Aarhus Universitetshospital.