Der er ikke beviser for, at der var snyd med i spillet i to Varde-kampe, som var mistænkt for at være influeret af matchfixing.
Sagen startede, da flere medier tidligere på året fortalte historien om, at der var blevet observeret et usædvanligt spillemønster på to Varde-kampe i sæsonen 2012/13. Ifølge pressen skule blandt andre to spillere fra Varde have placeret store indsatser på kampene.
DBU og DIF har undersøgt sagen og har bl.a. inddraget spillere og trænere fra Varde i undersøgelsen, som ikke gav nogen indikationer på, at der har fundet matchfixing sted.
– Efter vores undersøgelse har vi konstateret, at de omtalte kampe ikke er mistænkt for at være matchfixet. Det er dokumenteret, at der er blevet spillet store beløb på kampene, men ifølge vores undersøgelser er pengene ikke sat på usædvanlige resultater, og de viser ingen forbindelse mellem de spillede beløb og personer fra Varde,” udtaler Jakob Høyer, kommunikationschef i DBU.
Undersøgelserne har dog ledt til en mistanke om uetisk adfærd, men denne mistanke adskiller sig fra Varde-sagen og vil blive behandlet i en særskilt sag på et senere tidspunkt.