Inflationen er fortsat lav, men på vej op

,

af

Prisstigningerne på de danske varer er fortsat beskeden. Det er godt, hvis vi skal have mere gang i privatforbruget, for selvom væksten i dansk økonomi er taget til, så har vi fortsat ikke indhentet det som kriseårene tog. Lav inflation virker understøttende på eksempelvis privatforbruget og dermed på den samlede fremgang i dansk økonomi.

Forbrugerprisindekset var i maj 0,6 pct. højere end i samme måned sidste år, viser dagens tal fra Danmarks Statistik. Når forbrugerpriserne renses for energi og ikke-forarbejdede fødevarer så steg de det seneste år med 1,2 pct. De danske forbrugerpriser er de seneste par måneder steget med lidt større fart end i slutningen af 2014 og i begyndelsen af 2015.

– En af forudsætningerne for mere vækst i dansk økonomi er mere gang i den indenlandske efterspørgsel, og her hjælper vedvarende lave prisstigninger betydeligt. Lave prisstigninger sikrer eksempelvis reallønsfremgang og dermed øget købekraft, men som set i dagens inflationstal, så er vi på vej mod et mere normalt inflationsniveau efter, at der i næsten 1 år stort set ingen prisstigninger har været, siger Mira Lie Nielsen, økonom i Dansk Erhverv og fortsætter:

– Lidt mere fart på inflationen giver ikke nogen umiddelbar grund til bekymring – vi skal glædes over det fortsat lave niveau, som understøtter den økonomiske vækst, og samtidig smile over, at begyndende prisstigninger er tegn på bedre tider for dansk økonomi.

– Der er flere årsager til, at inflationen så småt er begyndt en opadgående bevægelse, som formentlig vil tage til når vi kommer forbi sommeren- effekten fra de markante prisfald på olie og andet brændsel, som startede sidste sommer vil glide ud af inflationsberegningen, hvilket i sig selv vil give et løft il inflationen. Samtidig er der kommet lidt mere gang i dansk økonomi og flere danskere er kommet i arbejde- , dette vil også presse inflationen og faktisk også renteniveau opad, slutter Mira Lie Nielsen.