Mand sigtet for at hjælpe flygtninge

I nat kort før klokken et fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at fem udlændinge havde købt billet til færgen fra Grenaa til Sverige.

En 41-årig mand fra Aarhus havde, ifølge anmelderen, formentlig kørt dem til færgelejet og havde nu købt biletter til færgen for dem.

Både den 41-årige og udlændingene blev kørt til Aarhus Politigård. Ingen af de fem udlændinge kunne umiddelbart fremvise pas eller personlige papirer.

Den 41-årige er sigtet for overtrædelse af udlændingelovens §59, stk. 8, nr. 1, ved at have bistået udlændinge med ulovligt at rejse gennem landet.

Manden er ved at blive afhørt og vil efterfølgende blive løsladt. De fem udlændinge har alle søgt asyl i Danmark.

De er ved at blive registreret og vil derefter blive overført til Sandholmlejren.