Derfor skabte de Popcorn Time

af

Bagmanden bag den kontroversielle piratstreamingtjeneste Popcorn Time, Frederico Abad – indtil nu bedre kendt som “Sebastian”, står frem i et interview med den norske avis Dagens Næringsliv og fortæller, hvorfor han skabte Popcorn Time..

I interviewet fortæller han, at internethastighederne er meget lave i Argentina (hvor han kommer fra) og han blev træt af, at skulle planlægge at downloade film dage før de skulle ses samtidig med, at han synes at proceduren med at finde og hente film via torrents (format ofte brugt til piratkopiering) var for indviklet.

Ideen med Popcorn Time var derfor, at det skulle være muligt at se nye film med kun få klik. På et tidspunkt var der op imod 100 mennesker, der arbejdede på Popcorn Time, vurdrer Frederico Abad.

Programmet, der pludselig gjorde det legende let for enhver at hente (ulovlige) film og se dem, blev hurtigt en kæmpe succes og det blev omtalt i alverdens medier – fra piratsider til hæderkronede amerikanske aviser og magaziner.

Federico Abad understreger, at Popcorn Time ikke blev lavet med økonomisk gevinst for øje. Men det var alligevel filmselskabernes “skræmmeteknik”, der fik ham, og de andre udviklere til at forlade projektet efter få måneder og overlade det til et online fællesskab af udviklere. I dag arbejder han for Bitcoin-sikkerhedsfirmaet Xapo.