Politiet søger vidner til røveri i Felsted

af

Mandag aften blev der begået indbrud i en villa på Møgelmosevej i Felsted syd for Aabenraa. Da en mandlig beboer forsøgte at afskære indbrudstyvene blev denne truet og dermed blev indbruddet til røveri. Politiet beder derfor nu om hjælp til at finde gerningsmændene.

Indbruddet skete kort før klokken 21 mandag aften.

Beboerne kom hjem, mens tyvene stadig var i huset og skræmte i første omgang tyvene væk. Der var tre eller fire gerningsmænd.

Efterfølgende vendte tyvene tilbage. De havde nemlig efterladt en bil, en mørk VW Golf, i indkørslen. En af tyvene satte sig ind i bilen og forsøgte at køre fra stedet. Husets mandlige beboer forsøge ad flere omgange at spærre for dem med sin egen bil. Det fik tyvene til at true ham, og de sparkede og slog også på mandens bil.

Til sidst lykkedes det den ene gerningsmand at få Golfen ud af indkørslen, og den kørte fra stedet, mens de øvrige gerningsmænd forsvandt fra stedet til fods. Bilen kørte ad Østergade i østlig retning, hvor den forsvandt ad et stisystem.

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at man har fået informationer, der tyder på, at gerningsmændene har været ved en nærliggende Spar købmand umiddelbart efter røveriet. Syd- og Sønderjyllands Politi søger vidner, som kan have set noget på eller omkring gerningsstedet, set bilen under flugten eller som mener at have andre oplysninger om røverne.

Gerningsmændene beskrives som:

Unge mænd på 18-25 år
Beskrives som værende af anden etnisk herkomst end dansk, formentlig arabisk
To af dem er ca. 170 cm høje
En er ca. 175 cm høj
En var iført sort hættetrøje og shorts
En var iført sort hættetrøje og sorte joggingbukser
En var iført mørk dunjakke

Det lykkedes tyvene at slippe af sted med en bærbar PC samt smykker.

Heldigvis led ingen af beboerne fysisk overlast ved røveriet.